23948sdkhjf

Tiger-kæden i stærk fremgang

2013 blev et godt år for den danske Tiger-kæde. Kæden åbner hver eneste uge 2-3 nye butikker rundt om i verden og intet tyder på, at Tiger sætter farten ned.
2013 blev et godt år for Zebra A/S, moderselskabet for den danske kæde Tiger, der oplevede kraftig vækst i både Europa og Japan.

Sammenlignet med 2012 steg omsætningen med 56 procent til godt 1,7 milliarder kroner.

Bundlinjen fulgte samme tilfredsstillende udvikling med et resultat (EBITDA) før særlige poster på godt 242 millioner kroner mod 165 millioner kroner året før, svarende til en indtjeningsfremgang på 47 procent.

- Jeg synes godt, vi kan tillade os at være tilfredse med resultatet. At øge omsætningen med 56 procent og samtidig holde fast i et resultat på bundlinjen, der viser en markant indtjeningsvækst, er noget, alle i Tiger fortjener ros for, siger Tigers administrerende direktør, Christian Mariager.

Den danske Tiger-kæde vokser kraftigt i både Europa og Japan. Med åbningen af 92 nye butikker i 2013 var der ved udgangen af året 289 Tiger-butikker i 20 lande, og i 2014 er der åbnet yderligere 25 butikker. Seneste skud på stammen – Tiger-butik nummer 314 – åbnede i fredags i Tjekkiet.

Christian Mariager anser vækstpotentialet i Tiger for at være enormt og fremhæver, at dét at vokse så hurtigt og i så mange lande på samme tid er en vild og spændende udfordring, som dog også stiller store krav til hele organisationen:

- Med en top- og bundlinjevækst på omkring 50 procent, bliver kompetente og passionerede kolleger en meget afgørende faktor. Alene sidste år fik vi 750 nye kolleger, svarende til en stigning på mere end 60 procent på et enkelt år. Vi er utroligt stolte over at have skabt så mange nye arbejdspladser, ikke mindst i en tid med økonomiske udfordringer i en række af de lande, vi åbner butikker i, siger han.

To-tre nye butikker hver uge
Christian Mariager tiltrådte som administrerende direktør i juni 2013, hvor han afløste grundlæggeren, Lennart Lajboschitz, der er fortsat som konceptdirektør. Ledelsesteamet er samtidig blevet styrket, så den kraftige vækst fortsat kan håndteres, og så millioner af både gamle og nye Tiger-kunder kan blive ved med at få en god oplevelse, når de besøger en af de mange butikker:

- Indtil nu har alle lande taget fantastisk godt imod Tiger. For mig at se, er der derfor ingen grænser for vores vækst i de kommende år – bare vi hele tiden er i stand til at forny os og samtidig holder fast i, at den hurtige ekspansion aldrig må få os til at gå på kompromis med kvaliteten. Det er vi meget opmærksomme på, men vores kolleger gør et fremragende job. Så det er bestemt deres fortjeneste, at vi udvikler os så godt som vi gør, siger Christian Mariager.

Ifølge Mariager hænger succesen nøje sammen med, at kunder – fra Tønder over Toscana til Tokyo – så hurtigt tager Tiger-ideen til sig:

- Vores koncept er let at forstå. Dertil kommer, at varernes skandinaviske design appellerer meget stærkt til kunderne uden for Danmark. I det hele taget er design og kvalitet nøgleord for alle i Tiger. Vi bruger utroligt mange ressourcer på hele tiden at udvikle nye og sjove oplevelser til kunderne – først og fremmest i form af nye varer på hylderne, men også gennem anderledes måder at indrette os på, nye tilbud som f.eks. musik, koncerter, cafeer og meget andet. Og så er der de gode priser, der altid overrasker overalt, siger Christian Mariager.

Tiger beskæftiger i dag over 2.200 medarbejdere og åbner hver eneste uge 2-3 nye butikker rundt om i verden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078